Ombygning
Ombygning

Ombygning


En ombygning kan være en god løsning hvis du ønsker mere plads, men ikke ønsker eller har mulighed for at udvide boligarealet.


Huset kan være indrettet på en måde hvor kvadratmeterne ikke udnyttes optimalt. Måske er der rum som bare ikke bliver brugt fordi de er for små, eller kontakten med de omgivende rum bare ikke fungerer. Hvordan man bedst føler sig tilpas kan være betinget af udsigten til haven, et langt kik gennem huset der giver overblik og orientering eller et ønske om at være mere sammen med familien i samme rum. Her kan det være en god idé at fjerne vægge så der opstår større rum, og måske åbne op for dagslyset ved at sætte et nyt vindue i facaden.


Køkken


Det er et ønske for mange at have et køkken alrum, så man på den måde kan være mere sammen. Et større køkken hvor der er plads til et bord og to stol kan også være en løsning.


Badeværelse


En større ombygning hvor der ønskes nyt bad (større badeværelse) og nyt køkken, kan være en god anledning til at ændre på rummenes placering og størrelse.


Ved en ombygning af huset, er der opgaver som også finder sted ved en renovering. En ombygning adskiller sig dog ved at der ændres på rummenes størrelse og placering, hvor flytning af bærende vægge skal erstattes af en bærende bjælke/bjælker og der hertil skal foreligge en ingeniørberegning. Nedrivning af vægge efterlader huller i loft, gulv og væg, som skal ”lukkes” og arbejdet kan hurtigt gribe om sig, fx hvis der er niveauforskelle mellem de tilstødende gulve og ligeledes ved lofter, hvor der ønskes niveaufri overgange.   


I forbindelse med en ombygning kan det også betale sig at tænke i energiforbedringer ved fx at foretage indvendig efterisolering og udskiftning af vinduer, idet der alligevel ændres på vægge, lofter og gulve.


Kan det betale sig at bygge om?


Om det kan betale sig, kommer an på hvor du bor i landet og hvorvidt investeringen i huset vil kunne hentes ind ved et senere salg af huset. Men alt kan ikke gøres op i penge, og den glæde der opnås ved en ombygning skulle gerne opveje investeringen. At sælge sit nuværende hus og flytte til et nyt er også forbundet med omkostninger, så inden du kontakter ejendomsmægleren, er det værd at overveje en ombygning.